Maj 2011 : Jeg havde fået min første opgave for magasinet Q. Skulle mødes med Theresa Bagge, som havde fået kræft i tårekanalen. En yderst sjælden sygdom, som kun har ramt 25 i verden.

Mit første indtryk af hende var, at hun var en rå og cool kvinde med ben i næsen. Håret var sat op og hun sad og fortalte journalisten om hele sit sygdomsforløb. De første billeder, jeg tog, blev ikke så personlige. Jeg kunne hurtigt fornemme, at jeg kunne komme tættere på hende. Så, da jeg spurgte om hun ville slå håret ud og tage cardiganen af, kom den "rigtige" Theresa frem. Da jeg var færdig, havde jeg stadig en fornemmelse af at jeg kunne komme tættere på. Men jeg skulle ud i bilen, før jeg vendte om for at sige det til hende. Spurgte, om hun var med på at lave billeder i mit studie. Det ville hun super gerne. 

Faktisk ville hun elske at posere foran et kamera i et rigtigt studie :-)

Her startede vores samarbejde. Men først skulle vi lige en tur til Malmø for at få lavet protesen. En temmelig surrealistisk oplevelse. På klinikken rekonstrueres øjne, næse, fingre og så videre.

Theresas protese blev hurtigt “det tredje øje”, hvilket fik mig til at lave billedet af hende med øjet i hånden. Mange tror, det er photoshop'et.

På det tidspunkt var egentlig okay. Theresa havde livet foran sig. Skulle bare til at lære at leve et liv med ét øje og en protese. Protesen blev hun aldrig gode venner med. Men det tog heller ikke lang tid før hun ikke kunne passe den. Kræften kom tilbage og den voksede ud ved næseryggen. Så protesen passede ikke længere.

August 2011 fik hun at vide, at hun kun havde ét år tilbage. Kræften havde spredt sig. 

Den besked ramte selvfølgelig hårdt  - men hun ville trodse kræften, og vi fortsatte vores reportage sammen. Nu med et tydeligt mål; vi ville sætte fokus på oversete kræftformer.

Hun ændrede sig en smule. Skulle selvfølgelig bearbejde denne barske besked. Derfor hørte jeg ikke fra hende i flere måneder.

Hun havde i den grad brug for at være sammen med familien og tænke. Ved juletid fik jeg en sms fra hende. Det betød rigtig meget for mig. Vores bånd blev stærkere og vi fortsatte vores lille mission.

Jeg tog hjem til familien en søndag for at møde hendes mand Michael og børnene. Her lavede vi også en aftale om, at jeg skulle fotografere Michael og Theresa sammen. Det kom ikke bag på mig, at Michael elskede Theresa, men jeg blev dybt rørt, da jeg så hans ekstreme omsorg for og kærlighed til hende.

Theresa var glad for Kristian Hornsleths malerier. Han havde tidligere malet på fotografier, hvilket fik Theresa til at kontakte ham. Hun kendte ham ikke i forvejen. Men som hun sagde, så havde hun ikke længe igen, og ville gøre lige dét, hun altid havde ønsket sig.

Nemlig et maleri med sig selv malet af Hornsleth. "Han hoppede sgu på", sagde hun stolt. Vi aftalte med ham, at billedet skulle sælges og indbringe penge til hendes familie og til Kræftens Bekæmpelses forskerteam, som har med sjældne kræftformer at gøre.

Dette satte også gang i et andet projekt. Theresa havde læst, at TV2 og Kræftens Bekæmpelse ville lave en række programmer om kræft til KNÆK CANCER. En hel uge, hvor man sætter fokus på kræften. Det var lige i vores ånd - endelig var der nogen, som ville fortælle om andet en brystkræft.

Hun bad mig kontakte Kræftens Bekæmpelse og TV2. Hun ville fortælle sin historie og om at Kristian Hornsleth skulle male på det billede af hende, som jeg havde taget. Det måtte kunne indbringe en pose penge. De var med på ideen - de så det samme i Theresa, som jeg gjorde. En livsglad og super stærk kvinde som havde noget på hjerte.

Koncern TV/film fulgte hende herfra og til hendes begravelse.

Theresa og jeg tog til London i maj 2012 sammen med filmholdet.

En spændende rejse og historie, som for mig handler om relationer, der rykker grænser. Hun samlede jo til det sidste en masse mennesker, som kunne hjælpe hende med at sætte sine fodspor, så hun ikke blev gemt.

Herfra gik det stærkt. Kræften blev ved med at sprede sig og hun var indlagt på Riget i tide og utide. Humøret var oppe, men hun begyndte langsomt at indse, at hendes tid var kommet. Derfor var det vigtigt for hende at få alt på plads. Hun planlagde sin begravelse, lavede billedbøger til sine børn og fik nogle gode samtaler med familien.

Jeg lovede hende at tage mig af maleriet og gøre mit til, at det kunne indbringe penge.

En af de sidste gange, jeg så hende, kunne jeg så fortælle, at TV2 ville tage maleriet og hendes historie med til KNÆK CANCER indsamlingsshowet. Det var et stort øjeblik - vores lille mission var lykkedes.

Sidste gang, jeg var sammen med hende, var på hospice. Hun var klar til at sige farvel og ønskede faktisk at få fred. Smerterne var voldsomme og hun kunne ikke mere.

Her fik vi sagt farvel, og hun lovede mig at blinke som en stjerne fra himlen. Da jeg gik ud ad døren, var hendes sidste ord til mig; "farvel følgesvend du har sgu været en god manager for mig" :-)

Så det var med en stor klump i halsen, jeg smilede tilbage. Tårerne kom bagefter, dem havde hun ikke brug for at se. Hun var så afklaret.